Skyggesange

»At præsentere Léopold Sédar Senghor for et ikke fransktalende publikum er en opgave, der på samme tid virker let og vanskelig.

Den er let, fordi manden er verdenskendt som statschef og som Negritudes førstemand.Ligeledes er den let, fordi han betjener sig af et på én gang sobert, rigt og kyndigt sprog, som det er en glæde at stille frem som eksempel for dem, der via en oversættelse ønsker at gribe nuancerne i det franske sprog.

Men opgaven er som sagt også vanskelig. Denne kulturpersonlighed, så helt og fuldt hjemme i det franske, forener sig med en negro-afrikansk sanger, æstet og filosof, som uafladeligt sætter sit præg på værket og forlener det med en speciel afrikansk sensibilitet og rigdom i bevægelsen.

Léopold Sédar Senghor er leder i et moderne Afrika, betænksom politiker, præsident for en republik, mådeholden og humanist, lærd teoretiker og påpasselig økonom, men han fortæres ikke desto mindre af samme ild, som de store digtere. Fra sin barndom i Dyilôr, i nærheden af Joal ud imod kysten syd for Dakar, har han, godt gemt under sin kristne opdragelse, bevaret alt det, som glæder og ængster Sérère-folket. Han har aldrig glemt

(sin) søster Brisen, der besøgte (ham) i Joal.

De digte, som hermed præsenteres for Dem, »Chants d'Ombres« og »Hosties Noires«, er digterens første udgivelser. Trods det kan de ikke kaldes debutantdigte. Da de blev offentliggjort, i 1945 og i 1948, havde Senghor allerede gennemlevet alle de dyrtkøbte erfaringer, som et menneske kan nå at komme ud for. Foruden kolonisation og udlændighed – for ikke at sige eksil – havde han lært krigen og krigsfangelejrene at kende.

Af denne omtumlede periode er disse to samlinger udvundet som en poesiens honning. For europæerne er det tekster, som er bevægende og dramatiske i dobbelt forstand. De afslører, hvordan en tanke kæmper sig vej frem gennem en samvittighedskonflikt af sværeste grad. Man vil her finde en »koloniseret«, der slås med sig selv for at forsvare »kolonisten«. Den kamp er ikke så ligetil. Vist begræder mennesket i eksil savnet af sit fjerne hjemland, »de stolte kvinder i verandaernes grønne skygge« og »solnedgangens pragt« i Joal. Det er ham en pine at måtte »skjule inderst i (sine) årer / forfaderen med hud af uvejr«. Og det kan ske, i dette Europa, som »har mast ham«, at han føler »hadets slange rejse hovedet«. Men trods alt er denne kamp med Europa en almen kamp. Den vedrører alle mennesker. Det egentlige problem er dette, hvordan man kan besejre hadet, hvordan man kan opbygge dette omfattende menneskelige broderskab, som alle negre drømmer om. Netop fordi de har været igennem århundreders uretfærdighed, higer de efter et liv i frihed og i fred.

Det er følgeligt ikke nok at begræde disse »sorte brødre med den varme hånd under isen og døden«.

Det er nødvendigt i det forgangnes styrke, i hjemlandets jord, i forfædrenes tradition at søge dette

nye adelskab – ikke at være hoved for folket,

men gerne dets mund og dets trompet.

Digteren gør sig da til ét med sine afrikanske brødre,

disse fugleunger faldet ud af reden.

Men han gør det for at bede bønnen om fred og forsoning.

Styrken i Negritude, Afrikas styrke er en styrke i kærligheden.

Nu ved vi, at profetien var alt for beskeden, for Senghor er for længst blevet både politisk leder og en sprogets mester, »folkets hoved« og »dets mund«.

Hans værk, der er blottet for mindreværd og bitterhed over kolonisation, udlændighed og krigens og krigslejrenes rædsel, har vundet i fylde og stringens (se de senere udgivelser: Ethiopiques og Nocturnes). Men det er forblevet tro mod det bevægende brodersind fra hans studenterungdom og imod dem, der døde uden mening og ofte uden ære, dem som digteren hvisker for i sin sidste bøn:

Tilsted deres varme hænder, at de må omslynge jorden med et bælte af broderhænder.«

Af: André Terrisse.

Heftet udgave med tegninger af Papa Ibra Tall

Udkom i 1966

Mål: 28 × 20

171 sider

Antikvarisk bog i 1. kvalitets fejlfri stand.